4. maj 2024

Hele landet: Kun fem procent af os mener, kollegaerne er bedre til at rydde op efter sig end os selv, og det gør stemningen på arbejdspladsen dårlig.

Det er de andre, der ikke fjerner gamle dokumenter fra skrivebordet og som evigt og altid sætter deres beskidte service på køkkenbordet i stedet for at tømme opvaskemaskinen og sætte den i gang, når den er fuld.

Det mener halvdelen af os i hvert fald. 45 procent mener, de er lige så ordentlige og ryddelige som deres kollegaer, mens kun fem procent mener, de faktisk er dårligere end sidemanden eller makkeren. Det viser en undersøgelse foretaget af Wilke for Nyhedsbureaet Newspaq.

Og roderiet skaber dårlig stemning på jobbet, mener Alexander Kjærulf, der er forfatter og ekspert i arbejdsglæde.

Han mener, vi skal blive bedre til at vende skytset indad.

– Når vi bliver irriterede over, at tekøkkenet flyder, skal vi huske, at i sidste uge var det måske os selv, der ikke lige nåede at sætte kaffekoppen i opvaskeren, siger han.

Han mener, tilgivelse er alfa og omega.

– Vi bærer nag. Vi siger, ‘nu er der igen en, der har tømt kaffekanden uden at brygge noget nyt.’ Den slags kan pisse folk af i årevis. Men man må huske, at folk har travlt. Ingen roder i ond mening, siger han.

Det bekræfter Metter Helmer, enhedschef på KMD – Det gamle Kommunedata. De ansatte på KMD har lært lektien. De sidder i såkaldte “storrumskontorer” med rundt regnet 50 ansatte, og der hersker en venlig og høflig selvjustits.

– Alle ved, det er nødvendigt, når man sidder i et storrumskontor at tage hensyn til hinanden. Så jeg oplever ikke de store problemer. Hvis der er nogen, der siger til, så siger man ‘nå ja’ og får det gjort, fortæller Mette Helmer.

Derfor slipper hun for at hænge sure sedler op, og det glæder hende, for hun tror slet ikke, de virker.

– Jeg tror, det er noget, man er nødt til selv at ville. Og man skal have det forhold til det, at det man selv gerne vil møde op til, det skal man også aflevere. Og det synes jeg, fungerer her, siger hun.

Også arbejdsglæde-eksperten mener, at det værste, man kan gøre, er at hænge de evindelige: “Din mor arbejder her ikke”-sedler op.

– Den løftede pegefinger virker aldrig. Det hjælper ikke at tale ned til folk. Det er igen en antagelse af, at folk gør det i ond vilje.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.