4. maj 2024

En 30-årig mand er i dag blevet idømt halvandet års fængsel for blandt andet besiddelse af skydevåben.

Manden var fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Roskilde, hvor han erkendte sig skyldig, og derfor der med det samme afsagt dom i sagen.

Den 30-årige er dømt for blandt andet besiddelse på bopælen af et ladt, oversavet haglgevær og en jagtriffel med tilhørende ammunition.

Retten lagde ved strafudmålingen vægt på grovheden af kriminaliteten, og at tiltalte flere gange tidligere var straffet for besiddelse af våben i form af kniv og skydevåben samt for vidnetrusler og vold i gentagelsestilfælde.

Den 30-årige havde jagtriflen og det ladte, oversavede haglgevær med tilhørende ammunition for at kunne forsvare sig selv i forhold til kontakter i bandemiljøet og tyvebander i området. Ifølge retten havde manden forud for anholdelsen vist, at han var indstillet på at benytte det oversavede haglgevær. Retten mente derfor, at der var en nærliggende risiko for, at den 30-årige ville bruge våbnene til fare for andre.

Våbnene og ammunitionen blev konfiskeret sammen med 2 gram hash og 8 gram kokain.

Tiltalte tog betænkningstid med hensyn til spørgsmålet om anke af dommen og er varetægtsfængslet, indtil afsoning kan finde sted.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.