5. maj 2024

Gundslev: Det var tilsyneladende et mislykket indbrudsforsøg, der her til morgen endte i et skuddrama på Stubbekøbingvej i Gundslev. Det skriver Folketidende.dk

To personer forsøgte at bryde ind hos en 57-årig mand, men blev opdaget og i den forbindelse skød den 57-årige efter tyvene og ramte den ene, en 30-årig mand, i ryggen.

Den sårede mand blev kørt til et hus på Nykøbingvej i Maglebrænde, hvortil en ambulance blev tilkaldt.

Den 57-årige blev her til eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing, sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 252, der handler om at forvolde nærliggende fare for andres liv, samt for grov vold efter straffelovens paragraf 245.

Den 57-årige har, ifølge Folketidende.dk, erkendt at have forvoldt fare for andres liv ved at skyde ud af vinduet.

Udover den 57-årige mand der skød, er i fire andre personer blevet anholdt i sagen. Det er det 30-årige offer, en 27-årig mand samt to kvinder på 31 og 35 år. De sigtes for henholdsvis indbrud og medvirken til indbrud. De fire vil alle blive løsladt i løbet af eftermiddagen, da politiet ikke mener, der er grundlag for at fremstille dem i grundlovsforhør.

Det 57-årige mand blev varetægtsfængslet i 13 dage. Han accepterede fængslingen.

– rl

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.