3. maj 2024

Hele landet: SKAT intensiverer nu jagten på de virksomhedsejere, der på trods af at deres virksomhed er blevet tvangsafmeldt eller nægtet registrering, fortsætter ufortrødent. Ejerne af de ulovlige virksomheder risikerer bøde eller fængsel i op til halvandet år.

I perioden fra den 17. til den 30. maj vil ejere af ulovlige virksomheder over hele landet opleve at få besøg af SKAT. Målet er klart: at få stoppet den ulovlige virksomhedsdrift og få alle til at spille med på fairplay-melodien.

– De uregistrerede virksomheder betaler hverken A-skat eller moms. Dermed går samfundet glip af rigtig mange penge, samtidig med at lovlydige virksomheder udsættes for unfair konkurrence. Det vil vi ikke finde os i, siger skatteminister Troels Lund Poulsen.

SKAT vil på kontrolaktionerne gå de ulovlige virksomheder efter i sømmene, så krav på moms og skat kan blive gjort op. Herefter vil SKAT se på størrelsen af den straf, som man vil søge at få idømt virksomhedsejerne.

– Ejerne har måske ikke gjort sig klart, at det er strafbart at drive virksomhed uden at være registreret. Men driver man ulovlig virksomhed risikerer man bøder og i grove tilfælde fængsel i op til halvandet år, fortæller Kiri Kristensen, SKATs tovholder på projektet.

De sorte virksomheder er at finde i mange forskellige brancher som for eksempel rengøring, vognmand og byggebranchen. Ofte optræder virksomhederne med cvr-nummer og ser på papiret ganske lovlydige ud. Vil man som lovlydig virksomhed derfor være sikker på, at de virksomheder man handler med rent faktisk er momsregistreret, kan man tjekke det via TastSelv Erhverv på www.skat.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.