6. maj 2024

Foto: Presse-fotos.dk

Tirsdag formiddag ved 11-tiden blev politi, ambulance og en lægehelikopter sendt til Ahorn Alle i Ringsted, hvor en person var fundet kvæstet i en beboelsesejendom.

Ved ankomsten kunne ambulance- og redningspersonale umiddelbart konstatere, at personen var afgået ved døden og i øvrigt havde alvorlige kvæstelser flere steder på sig.

Politiet kunne indledningsvist ikke udelukke, at der lå en forbrydelse bag mandens kvæstelser, så området blev afspærret så politiet kunne foretage diverse undersøgelser med assistance fra kriminalteknikere og en retsmediciner.

Efter flere timers intensive undersøgelser kunne politiet med baggrund i de kriminaltekniske og retsmedicinske undersøgelser konkludere, at der ikke umiddelbart lå nogen forbrydelse bag mandens kvæstelser og senere død

– En sådan anmeldelse om fund af en alvorlig kvæstet og død person giver altid anledning til omfattende undersøgelser for at få afklaret, hvorvidt der måtte ligge en forbrydelse bag, udtaler vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard som efterforskningsleder i sagen.

Den afdøde er identificeret som en udenlandsk mand, der havde legalt ophold i Danmark. Hans pårørende er ved at blive underrettet via hjemlandets ambassade.

Rutinemæssigt vil politiet gennemføre yderligere undersøgelser, herunder en obduktion, på Retsmedicinsk Institut for at blive bestyrket i konklusionen om, at der ikke ligger en forbrydelse bag mandens død.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.