1. maj 2024

Arkivfoto: Pixabay.com.

En 44-årig mand er blevet dømt for seksuelle overgreb og blufærdighedskrænkelse af 10-11 årige spejderpiger fra Rødovre.

Manden var tiltalt for i en længere periode, at have udsat flere piger på 10-11 år for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje og krænket deres blufærdighed. Pigerne var alle en del af den samme spejdergruppe fra Rødovre. De seksuelle overgreb blev begået i forbindelse med spejderture rundt omkring i Danmark. 

Den 44-årige var desuden tiltalt for besiddelse af børnepornografisk materiale, hvilket han erkendte. 

Sagen tog sin begyndelse, da den ene af pigerne kontaktede politiet og anmeldte, at hun for år tilbage havde været udsat for seksuelle overgreb af sin tidligere spejderleder. I den efterfølgende efterforskning kunne politiet afdække, at der var flere spejderpiger som havde været udsat for forskellige seksuelle overgreb. 

Onsdag blev den 44-årige ved Retten i Glostrup så idømt et år og seks måneders fængsel for seksuelle overgreb og blufærdighedskrænkelse af tre piger. Han blev ligeledes dømt for besiddelse af børnepornografisk materiale. Retten bestemte også, at manden skal frakendes retten til erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktiviteter, at beskæftige sig med børn under 18 år. 

-Der er flere skærpende omstændigheder i denne sag. Manden havde en betroet rolle og det var hans ansvar at passe på pigerne, som dengang kun var 10-11 år. Han misbrugte pigernes tillid, og det skal pigerne og deres familier leve med resten af livet. Det krævede stort mod fra pigerne, at fortælle hvad der var sket, og netop det mod havde stor betydning for, at manden blev dømt, siger sagens anklager Maiken Ahrenkiel, Københavns Vestegns Politi.

Den 44-årige mand har anket dommen til landretten. Han er fortsat varetægtsfængslet frem til ankesagen. 

:NB:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.