6. maj 2024

Foto: Hans Slegers.

Foto: Hans Slegers.
København: Københavns Politis målrettede indsats mod indbrud, ser ud til at have den ønskede effekt.

Holder udviklingen, går politiet ud af november måned med et fornuftigt måltal.

Sidste måned satte Københavns Politi ekstra turbo på indsatsen mod indbrud. Indsatsen skete over en bred front med fokus blandt andet på indbrudsplagede områder, observationer mod “gamle indbrudstyve” samt på personer og grupper, der kunne være i den såkaldte risikogruppe for at ville begå indbrud.

Udviklingen viser nu, at det går den rigtige vej med indbrudsindsatsen i hele politikredsen.

– Vores målrettede indsats mod indbrud går den rigtige vej. Hvis vi kan holde antallet af indbrud nede på et niveau, som det er i øjeblikket, går vi ud af november måned med et fornuftigt måltal. Holder det, vil det betyde, at vi intet efterslæb har ved indgangen til december måned, siger
vicepolitiinspektør Peter Forstrøm, der er en af lederne i indsatsen

Peter Forstrøm fortæller, at der i Juleperioden, hvor der erfaringsmæssigt sker mange indbrud, afsættes yderligere ressourcer til bekæmpelse af indbrudskriminaliteten.

Politiets målrettede indsats fortsætter foreløbig året ud.

Politiet opfordrer borgeren til selv at sætte effektivt ind overfor indbrud og peger blandt andet på nabohjælp som værende et meget effektivt middel.

At årvågne naboer er et godt middel mod indbrud, viser dette konkrete eksempel fra Lyngvigvej i Vanløse:

Tirsdag den 15. november ca. kl. 0900, så en anmelder to mistænkelige personer i en baghave. Da anmelderen spurgte de to personer om deres ærinde, stak de af fra stedet. Anmelderen ringede straks til politiet og gav et godt signalement af de to mistænkelige personer.

På grund af det nøjagtige signalement, kunne en politipatrulje kort efter anholde to 20-årige personer, der blev truffet på Jyllingevej. De medbragte en taske, som viste sig at indholde et videokamera, et fotokamera med oplader, en walkman og en computer – effekter, som efterfølgende viste sig at stamme fra et indbrud i en villa på Lyngvigvej, hvor tyvene var kommet ind via et kældervindue, som de havde brækket op.

På den ene person fandt politiet en skruetrækker og en tang samt to mobiltelefoner. Personerne forklarede, at de lige havde fundet tasken i en busk. Begge personer er nu sigtet for indbrud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.