6. maj 2024

yivs borgmester Vitaliy Klitschko og Københavns overborgmester Sophie Hæstorp Andersen underskriver aftalen. Bagerst står beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken. Foto: Københavns Kommune.

Onsdag underskrev Københavns overborgmester Sophie Hæstorp Andersen og Kyivs borgmester Vitaliy Klitschko venskabsbyaftalen mellem de to hovedstæder.

Det skete under et besøg i Kyiv.

Med aftalen er der et fælles ønske om samarbejde, kulturel udveksling og hjælp til bæredygtig byudvikling, når Kyiv skal genopbygges efter krigen.

-I København vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe Kyiv og ukrainerne. Venskaber er utrolig dyrebare i svære tider, ikke bare i en menneskelig sammenhæng, men også mellem to hovedstæder. Jeg er derfor utrolig glad for, at Kyiv og København nu er venskabsbyer, siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).

Det var Kyivs borgmester Vitaliy Klitschko, der kontaktede overborgmesteren med anmodning om, at København og Kyiv skulle indgå en venskabsbyaftale. Selvom Københavns Kommune ellers er gået bort fra at indgå generelle venskabsbyaftaler, har kommunen fraveget det princip på grund af den kritiske situation i Ukraine og planerne om at indgå et meget konkret samarbejde om genopbygning.

-I dag underskrev vi venskabsbyaftalen mellem Kyiv og København. Danmarks hovedstad er en avanceret moderne europæisk storby med høje levestandarder og social sikring, som beskytter sine borgere, miljø og sikkerhed. Kyiv er interesseret i Københavns erfaringer og et effektivt samarbejde med hovedstaden, siger Kyivs borgmester Vitaliy Klitschko.

Ruslands invasion af Ukraine har siden februar sidste år også sat aftryk i København, hvor der bor en del ukrainere. De seneste tal viser, at der er visiteret ca. 3090 ukrainske flygtninge til kommunen, hvor både private borgere, erhvervslivet og kommunen bidrager til den vigtige opgave med at hjælpe ukrainere, der er flygtet hertil.

Som en del af den nye venskabsbyaftale skal københavnske erfaringer på veteranområdet nu også komme Kyiv og de mange ukrainske veteraner til gavn, fortæller beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V), der var med på turen til Kyiv.

-Denne venskabsbyaftale bliver til i en krigstid med store menneskelige konsekvenser. I København er vi årets veteranby og har god erfaring med at hjælpe krigsveteraner videre i livet med job og uddannelse. Som en del af vores venskabsbyaftale med Kyiv, skal vi nu have bragt den viden og erfaring i spil, så vi i samarbejde med Ukraine kan hjælpe ukrainske veteraner, siger Jens-Kristian Lütken.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.