2. maj 2024

Hele landet: Skatteminister Troels Lund Poulsen gør det især surt for fattige familier med sin nye afgift.

Næste år bliver det meget dyrere at spise Mortens-and og fejre Juleaften. Den nye fedtskat sender priserne for højtidsmiddagen på himmelflugt; det uanset om man køber sunde varer eller ej. Og hårdest ramt bliver de familier, der ikke har råd til luksusmad.

Dansk Erhverv har for Newspaq foretaget beregninger på, hvor meget dyrere de gode måltider bliver fra årsskiftet. En middag med en god and, sovs, brune kartofler og rødkål, der i dag vil koste 215,50 kroner, koster med fedtskatten næste år 228 kroner – en stigning på 12 kroner eller 5,6 pct.

At gode råvarers pris farer i vejret på grund af en ny afgift, får folk i fødevareverdenen til at fare i flint.

– Fedtafgiften er fuldkommen idiotisk. De personer, der har lavet den, er jo håbløse idioter og ved ikke en skid og ernæring. Fedt er ikke usundt, kun hvis du spiser for meget af det, slår indehaver af Michelin-restauranten Restaurationen Bo Jacobsen fast.

For den fattige families sparemiddag med en billig and til Mortensaften, er der ikke en krone at spare på fedtskatten. En discountudgave af en and med tilbehør til 76 kroner ender på 88 kroner næste år efter fedtskat. Her er der tale om en prisstigning på 16 pct.

Det forarger Dansk Erhverv, at de fattige skal finansiere så stor en del af fedmeforskrækkelsen.

– Afgiften vender reelt den tunge ende nedad. For de der vender hver krone her op til julemåneden kommer faktisk til at betale nøjagtigt det samme som alle andre i fedtskat, selvom de kun har råd til billige madvarer, slår fødevarepolitisk chef i Dansk Erhverv, Lotte Engbæk Larsen, fast.

Hun undrer sig samtidig over, at man ikke har tænkt nærmere over sundhedseffekten af fedtskatten, inden man indførte den.

”Afgiften rammer alle typer af fødevarer; også sunde og lødige produkter som and og ost. Men faktum er, at det har en forsvindende lille effekt på vores sundhed. Ifølge Forebyggelseskommissionen vil afgiften medføre en øget gennemsnitlig levealder på 5,5 dage; endda først efter at afgiften har virket i 10 år,” siger Lotte Engbæk Larsen.

Gourmetkokken Bo Jacobsen tror heller ikke på, at fedtskatten giver sundere danskere.

”Det her har ingen betydning andet end, at staten endnu en gang lægger skat på borgerne. Det eneste påviselige her er, at de ikke kan drive forretning,” lyder det fra Bo Jacobsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.