2. maj 2024

Hele landet: Der skal stilles strengere krav om kvalifikationer hos de folk, der står for aktiveringen af ledige, mener både ledig, ‘anden aktør’ og HK.

Der skal oprettes en decideret uddannelse som jobformidler.

I dag kan en vinduespudser gå lige ind fra gaden og oprette et firma, der med penge fra staten skal hjælpe ledige i arbejde. Ingen kvalifikationer er krævet.

Men sådan skal det ikke være fremover.

Det mener fagforbundet HK, der er trætte af aktiveringskurser, der ender som parkeringsplads for ledige og pengemaskine for udbyderne.

– Det kræver uddannelse at kunne hjælpe folk i job. Det kræver kendskab til arbejdsmarkedet og arbejdspladser, og at man kender til uddannelsessystemer. Derfor skal hver enkelt medarbejder certificeres, siger næstformand i HK, Mette Kindberg.

Forslaget om at oprette en egentlig uddannelse som jobformidler eller jobkonsulent støttes af det private firma Integro, der udbyder kurser til ledige over hele landet.

Her arbejder både tidligere bankmænd, lærere, erhvervsledere og socialrådgivere som jobformidlere.

– Det kunne være rigtig godt, hvis man kunne lave en form for arbejdsmarkeds-uddannelse, hvor man skulle op til en eksamen for at kunne beskæftige sig på området. I dag er der ingen officielle krav, siger direktør Anders Ferløv.

Integro blev sidste år landskendt fra bloggen Dagpengeland, hvor den ledige akademiker Lau Aaen beskriver sine erfaringer fra et fire ugers jobsøgningskursus.

Og Lau Aaen er ikke imponeret over medarbejdernes kvalifikationer.

– Formidlerne vidste langt mindre om jobmulighederne end kursisterne. For dem var der ikke forskel på, om de havde med en håndværker eller en akademiker at gøre, siger Lau Aaen.

F.eks. fik han at vide, at han ikke måtte bruge akademiske udtryk som “hermed” i en jobansøgning, og at en ansøgning kun måtte være på én side.

– Men hvis man søger en stilling som forskningsassistent, så bliver ansøgningen smidt ud, hvis den kun er på en side, for så er det for useriøst, siger Lau Aaen.

Han mener, at fagforeninger og a-kasser vil være langt bedre til at formidle job end jobcentre og andre aktører.

Næstformand i HK, Mette Kindberg, siger, at jobcentre og ‘andre aktører’ alt for ofte behandler de ledige som en stykvarer.

– De ledige skal have reelle kompetencer. Det betyder, at man tager udgangspunkt i den enkelte og ser på, hvad den enkelte kan og vil. Det, vi hører fra vores medlemmer er, at mange føler sig anbragt på et kursus, siger Mette Kindberg.

En undersøgelse blandt 5.000 HK-ledige viste sidste år, at 17 procent af de, der har været i kontakt med en anden aktør, havde haft en negativ eller meget negativ oplevelse med det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.