3. maj 2024

Flere og flere varer købes via nettet – det gælder også julegaverne.

Nu nærmer julegaveindkøbende sig og alle tal tyder på, at det det vil give kronede dage for netbutikkerne. Den del af julehandlen, som foregik via nettet sidste år, var langt større end tidligere år, og der er intet, der tyder på, at denne udvikling stopper, vurderer Morten Kamper, direktør for FDIH – the Danish eBusiness Association.

De nyeste tal fra PBS viser, at antallet af kortbetalinger på nettet for 3. kvartal er steget med 33 % i forhold til 2005. Ser man på året til dato er væksten på knap 37 %.

– Antallet af kortbetalinger på nettet er fortsat i en markant vækst. Juletiden er traditionelt rekordernes tid, når det gælder kortbetalinger, så meget tyder på, at årets julehandel på nettet og årets samlede antal transaktioner vil nå nye højder, vurderer Søren Winge, pressechef hos PBS A/S.

Vores indkøbsvaner har ændret sig, i langt højere grad end tidligere benytter vi os af fordelene ved at kunne shoppe i ro og mag, når det passer ind i vores ellers stressede dagligdag. Internetchef fra Coop Danmark, Annette Falberg, spår, at dette også i stigende grad vil gøre sig gældende for julegaveindkøbene, hvor danskerne kan reducere julegaveræset, ved at klare en del af gaveindkøbene online.

Der er flere grunde til, at antallet af online-shoppere stiger, men det handler i høj grad om tryghed, bekvemmelighed og tillid. Som forbrugerne er vi efterhånden klar over, at vi er mindst lige så godt stillede rent forbrugerrettighedsmæssigt, når vi handler online, som når handlen foregår i de fysiske butikker.

– I visse tilfælde er forbrugerne faktisk bedre stillede, når de handler online, udtaler advokat Nis Peter Dall, som beskæftiger sig med bl.a. eHandelsjura hos advokatfirmaet Bender -von Haller – Dragsted.

– Udover at misbrug af betalingskort er sjældent forekommende – særligt på danske sites – har forbrugeren mulighed for at få tilbageført alle betalinger, som ikke kan anerkendes. Misbrug er derfor ikke noget reelt problem for de danske online-forbrugere. Samtidig giver fortrydelsesretten mulighed for indenfor 14 dage at kontrollere de købte varer og få sine penge tilbage, såfremt varen ikke er tilfredsstillende, afslutter advokat Nis Peter Dall.

-ms