1. maj 2024

Foto: Henning Lundhøj

Klokken 06.50 onsdag morgen kontaktede en 40-årig kvinde politiet og fortalte, at en bil var kørt ind i hendes have og ind i muren på hendes hus i Annebergparken i Nykøbing Sj.

Ved påkørslen var bilen væltet.

Der var ingen personer i eller ved bilen ifølge anmelderen.

Politiet kørte til stedet og kunne konstatere, at kvinden havde talt sandt. Det blev bemærket, at husmuren og soklen var revnet som følge af påkørslen.

Politiet fandt ikke umiddelbart nogen indikationer på, hvem der havde været fører af bilen på uheldstidspunktet. Det viste sig at bilen var blevet stjålet fire dage tidligere fra Annebergparken.

Bilens 59-årige ejer fra Slagelse blev underrettet om, at bilen nu igen var til stede i Annebergparken, men dog i en anden tilstand end da den blev stjålet, ligesom han blev bedt om snarest at få bilen fjernet fra uheldsstedet.

Det lokale redningsberedskab blev tilkaldt for at vurdere, hvorvidt der skulle foretages en indsats med afstivning af huset på grund af skader, men det blev nu ikke skønnet nødvendigt.

Politiet forsøger nu at finde ud af, hvem der kørte bilen på uheldstidpunktet. I den forbindelse hører Midt- og Vestsjællands Politi gerne fra vidner, som har bemærket noget i anlednign af uheldet. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.