2. maj 2024

Foto: Politi.dk

Der er nu rejst tiltalte mod en 32-årig mand for bl.a. drab på Emilie Meng og drabsforsøg mod en dengang 13-årig pige fra Kirkerup.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Den 32-årige mand er nu tiltalt for bl.a. at have udsat Emilie Meng for langvarig frihedsberøvelse og voldtægt samt at have dræbt hende.

Desuden er den 32-årige mand tiltalt for bl.a. at have forsøgt langvarigt at frihedsberøve en 15-årig efterskoleelev fra Sorø og for at have forsøgt at voldtage hende.

Herudover er han tiltalt for bl.a. at have udsat den dengang 13-årige pige i sagen fra Kirkerup for langvarig frihedsberøvelse og voldtægt samt for at have forsøgt at dræbe hende.

-Tiltalen er rejst på baggrund af en grundig og objektiv vurdering af sagens omfattende materiale. Med tiltalerejsningen og i forbindelse med den kommende retssag, der starter op i Retten i Næstved i maj, vil hidtil ikke kendte oplysninger fra straffesagen blive tilgængelige for offentligheden. Vi håber, at formidlingen af sagen vil ske med fornøden respekt for de meget unge ofre og deres pårørende. Vi vil samtidig understrege, at der i dag alene er rejst tiltale, og at det i sidste ende vil være op til retten at vurdere, om den 32-årige mand er skyldig, siger chefanklager Marie Bindslev.

Straffesagen er berammet til hovedforhandling ved Retten i Næstved i maj og juni i år.

Den 32-årige har siddet varetægtsfængslet siden april sidste år.

:NB:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.