En gruppe unge fra Ungekulturhuset Lucerna i Holbæk har de seneste måneder arbejdet målrettet på at skabe deres egen second hand-butik. Projektet er drevet af frivillighed og fællesskab, og ambitionen er at skabe et sted, hvor genbrug, kreativitet og ungekultur mødes.
Bag butikken står brugere af Lucerna, som selv har været med til at udvikle idéen og gøre den til virkelighed. De seneste uger har de blandt andet brugt flere frivillige arbejdsdage på at indrette lokalerne i Kanalstræde på Holbæk Havn, så butikken er klar til at tage imod de første kunder.
Butikken bliver samtidig en udvidelse af aktiviteterne omkring Ungekulturhuset Lucerna. Planen er, at den ikke kun skal sælge genbrugstøj og andre second hand-varer, men også danne ramme om et frivilligfællesskab samt kreative arrangementer og workshops.
Lucerna håber desuden at tiltrække flere frivillige og samarbejdspartnere, som har lyst til at være en del af projektet.
Resultatet af de mange måneders forberedelser kan opleves, når Lucerna Second Hand Shop åbner dørene fredag den 7. august. Der er åbent fra klokken 16 til 18, og programmet byder blandt andet på en officiel velkomst, mulighed for at se butikken og en mindre servering til de fremmødte.




