Lolland Kommune mangler over en halv milliard kroner i budgettet

Befolkningstilbagegang, flere ældre og stigende sociale udgifter tvinger kommunen til omfattende forandringer

Lolland Kommune står over for en af de største økonomiske udfordringer i kommunens historie. Kommunen mangler i øjeblikket mere end 500 millioner kroner for at få budgettet for 2027 til at hænge sammen.

Samtidig befinder kommunen sig i en usædvanlig situation. Mens Femern-forbindelsen, nye virksomheder og en kommende industripark i Rødbyhavn skaber vækst og nye arbejdspladser, er den kommunale økonomi under stigende pres.

Kommunen beskriver selv situationen som én kommune med to virkeligheder.

Der er blandt andet udsigt til vækst inden for erhvervsliv og turisme, og Lolland er i øjeblikket den kommune i Danmark, hvor der bliver skabt flest arbejdspladser i forhold til indbyggertallet. Samtidig kæmper kommunen med faldende skatteindtægter, en aldrende befolkning, store sociale udgifter, høj gæld og lav likviditet.

Mere end 10.000 borgere er forsvundet

Siden kommunesammenlægningen i 2007 har Lolland mistet mere end 10.000 indbyggere, og udviklingen forventes at fortsætte. Ifølge kommunens befolkningsprognose vil indbyggertallet falde fra 39.122 personer i 2025 til 36.136 personer i 2035.

Samtidig bliver befolkningen stadig ældre. Ved udgangen af 2025 var næsten 29 procent af kommunens borgere over 67 år, og andelen ventes at stige yderligere i de kommende år. Antallet af børn og unge falder samtidig, hvilket betyder færre skatteindtægter og større udgifter til velfærdsområdet.

Høj gæld og store ekstraudgifter

Kommunen har allerede landets højeste kommuneskat, mens gælden pr. indbygger hører til blandt de højeste i landet. Samtidig er likviditeten blandt de laveste. Kommunen vurderer derfor, at der er en reel risiko for, at staten kan vælge at sætte Lolland Kommune under administration.

Ifølge kommunen har arbejdet med Femern-forbindelsen desuden medført ekstraudgifter på omkring 80 millioner kroner, som kommunen ikke er blevet kompenseret for.

Store forandringer på vej

Byrådet arbejder nu med en omfattende plan, som både skal skabe besparelser og forandre kommunens organisation.

Kommunen vil blandt andet undersøge, om der skal ske ændringer i antallet af skoler, daginstitutioner, idrætshaller, biblioteker og plejeboliger. Samtidig skal administrative opgaver i højere grad løses ved hjælp af kunstig intelligens, øget brug af hjemmearbejde og en samling af forskellige funktioner.

Arbejdet er opdelt i syv hovedområder:

  • Skole og dagtilbud
  • Det specialiserede børne- og ungeområde
  • Kultur og fritid
  • Arbejdsmarked og borgerservice
  • Det specialiserede voksenområde
  • Ældreområdet
  • Administration

Den 28. august ventes det samlede budgetforslag sendt i offentlig høring, mens byrådet efter planen skal vedtage budgettet den 8. oktober.

Håber på hjælp fra Christiansborg

Kommunen peger samtidig på, at en kommende reform af udligningssystemet kan få stor betydning.

Lolland Kommune ønsker blandt andet en mere retfærdig fordeling af midlerne mellem landets kommuner, kompensation for udgifterne til Femern-projektet og en løsning på den gæld, som kommunen har opbygget gennem en årrække. Gælden udgør omkring én milliard kroner, og hvert år betales der omkring 120 millioner kroner i renter og afdrag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.