En patrulje fra nærpolitiet gennemførte fredag ved 20.30-tiden et tilsyn i et kulturhus på Søndergade i Viby Sjælland efter tidligere problemer med unge, der har drukket alkohol, spist chips og efterladt bøger på gulvet.
Ved tilsynet traf patruljen fem unge i alderen 14 til 16 år, som opholdt sig på stedet. De fik en snak med politiet om god opførsel i kulturhuset.
Da patruljen var på vej fra stedet, hørte betjentene stemmer fra et toilet. De bankede på døren, som blev åbnet, og her traf de to unge mænd på 16 og 19 år. Den 16-årige var i gang med at maskinklippe den 19-åriges hår.
De to unge blev bedt om at rydde op og forlade stedet. I den forbindelse fik de en snak med patruljen om, at toiletterne ikke skal bruges som privat frisørsalon. De forlod herefter stedet sammen med politiet.




