Tirsdag eftermiddag blev fire ældre borgere på Falster udsat for bedrageri eller forsøg herpå. I alle tilfælde blev ofrene ringet op af en ukendt mand, der udgav sig for at være fra banken og påstod, at der var problemer med deres bankkonti.
Gerningsmanden fortalte, at en medarbejder ville komme ud for at hjælpe og samtidig se på værdigenstande med henblik på forsikring.
I Nykøbing blev en 85-årig kvinde franarret både kontanter, dankort og smykker. Efterfølgende blev der hævet penge i en automat. Tilsvarende blev en 86-årig mand og en 79-årig kvinde fra Nørre Alslev også kontaktet og fik udleveret hævekort og smykker, som svindlerne brugte til at hæve kontanter.
En 87-årig kvinde fra Nørre Alslev nåede at tilkalde en bekendt, inden gerningsmanden nåede at få noget med sig. Han stak derefter af fra stedet.
Politiet efterforsker sagerne som bedrageri og forsøg på bedrageri og opfordrer til, at man aldrig udleverer personlige oplysninger, betalingskort eller værdigenstande til fremmede.


