Retten i Helsingør har i dag truffet afgørelse om at opløse foreningen Bandidos MC i Danmark. Afgørelsen er truffet med henvisning til grundlovens § 78, stk. 1, der giver mulighed for at opløse foreninger med ulovligt øjemed.
Retten fandt det bevist, at Bandidos MC i Danmark er én samlet forening, og at kriminalitet er en integreret del af dens virksomhed. Dommen bygger blandt andet på gennemgang af dokumenter fundet hos Bandidos MC, tidligere domme og afhøringer af 53 personer – heraf 35 tidligere eller nuværende medlemmer.
– Retten fandt, at foreningen – ved siden af et lovligt formål – har et ulovligt formål som følge af den kriminalitet, som foreningens medlemmer har begået som almindeligt led i foreningens virksomhed, fremgår det af dommen.
Politiets midlertidige forbud mod foreningen, som blev nedlagt den 22. maj 2024 af National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), blev samtidig kendt lovligt.
Bandidos MC gjorde under sagen gældende, at der var tale om selvstændige lokale afdelinger – såkaldte chapters – og at foreningen, som sagen var anlagt mod, ikke eksisterede. Det argument afviste retten, som lagde til grund, at der var tale om én samlet forening.
Retten fulgte desuden anklagemyndighedens påstand om konfiskation af Bandidos MC’s formue og ejendele. Det omfatter blandt andet 30 klubveste, mærker, kontanter for 416.185 kr. og et klubhus i Løsning.
Bandidos MC i Danmark blev pålagt at betale sagens omkostninger med i alt ca. 1,5 millioner kroner.
Foreningen ankede straks dommen til landsretten.
:NB:



