Rønnede: En 48-årig mand blev natten til mandag anholdt, da han trængte ind på et ældrecenter i Rønnede.
Kort før klokken fire, natten til mandag, blev politiet kaldt til Ældrecenteret Tornemark på Møllevej i Rønnede.
En mand var ankommet til centeret, og han tvang døren op og gik ind, selv om han ikke havde noget at gøre på stedet.
Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi var der tale om en 48-årig mand fra Vordingborg, som var noget ude af balance.
Han blev anholdt og sigtet for husfredskrænkelse, og det viste sig, han var kommet kørende i bil til stedet.
En alkometertest viste, at han havde en promille, der var højere end det tilladte. Han blev derfor også sigtet for spirituskørsel.