Allerød: Mandag aften blev der begået to væbnede røverier i Allerød på 10 minutter.
Det første røveri skete kort før klokken 19, da to mænd røvede et supermarked på Bjarkesvej. Røverne var kommet ind i forretningen, hvor de med en kniv truede personalet til at udlevere et mindre kontant pengebeløb, hvorefter de løb fra stedet.
Gerningsmændene beskrives begge som værende mænd, 20-25 år, udenlandske, ca. 180 cm, iført grå/lyse hættetrøjer.
Røveri mod tankstation
Ti minutter senere fik politiet endnu en anmeldelse om røveri. Denne gang var det gået ud over en tankstation på Solvang.
En pistolbevæbnet mand kom ind på butikken, hvor han truede sig til et mindre kontantbeløb. Efter røveriet løb han fra stedet.
Røveren beskrives som værende mand, 170-180 cm, udlænding, iført hvidt tørklæde, sort løbejakke, truede med en pistol.