Hele landet: Det er knap så fedt at være tjener, kok eller opvasker i en krisetid. Flere gæster brokker sig, mens færre putter klingende mønt i drikkepengeskålene.
– Fra vore medlemmer hører vi, at der her i finanskrisen er markant færre drikkepenge at dele blandt personalet ved fyraften. Det er surt, siger næstformand Jim Marvig fra 3F’s landsbrancheklub for hotel- og restaurationsbranchen til Avisen.dk.
Til gengæld klager flere gæster over mad, vin og service for at opnå afslag i regningen, fortæller Carsten Kruuse, der er Informationschef i brancheorganisationen Danmarks Restauranter og Cafeer, DRC.
– Når regningen kommer, står den oftere til debat. Det skyldes tit, at folk måske har bestilt en større middag, end de egentlig har råd til. Det er særlig slemt ved bryllupper og konfirmationer, siger informationschefen til Avisen.dk.
Kim Folsted-Christiansen arbejde indtil for få måneder siden som tjener på et århusiansk spisested.
– Jeg gad ikke længere. Ofte blev man mødt med et unfair krav om, at gæsterne ville have tre øl for 100 kr. i stedet for de 120 kr., som de kostede, siger Kim Folsted-Christiansen, der på en god aften kunne tjene 20 kr. i drikkepenge.
Carsten Kruuse fra DRC fortæller også, at en del restauratører har følt sig tvunget til at give afslag på regningen, selv om de ikke mente, at kunderne havde grund til at kræve det.
Som modtræk rådgiver brancheforeningen nu oftere virksomheder i at tackle sådanne krav fra kunderne – et af rådene er at lave en kontrakt på forhånd og her hjælper DRC sine medlemmer.