Slagelse: 6 ud af 10 personer, som bor ved en landevej, er bekymrede på grund af bilernes høje fart. Det viser en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik.
Der bliver ofte trådt for hårdt på speederen på landevejene. Mange overholder ikke hastighedsgrænsen på 80 km/t, og det er en stor del af forklaringen på, at næsten 2 ud af 3 trafikdrab sker på netop landevejene. Flere end 725.000 mennesker bor i landdistrikter og lever deres liv ved disse veje.
Nu vil Slagelse Kommune sammen med bl.a. politiet gøre noget ved problemet. Bilisterne skal mindes, om at de skal overholde fartgrænsen, så landevejene bliver mere sikre.
– I Slagelse Kommune har vi flere større landeveje med meget trafik tæt på bebyggelser og igennem små landsbyer. For os er det vigtigt, at vores borgere føler sig trygge, der hvor de bor, og når de går, cykler eller kører på vejene i kommunen. Derfor skal vi gøre noget ved det, når mange borgere siger, at de er bekymrede over bilisternes høje fart. Selv en lille hastighedsoverskridelse kan få fatale konsekvenser, og sammen med politiet vil vi nu sætte fokus på problemet og minde bilisterne om, hvorfor de skal overholde fartgrænsen, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget i Slagelse Kommune, Ib Larsen.
Generelt problem
Det er ikke kun i enkelte kommuner, at man har et problem med den høje fart på landevejene. I foreningen Landsbyerne i Danmark hører man ofte fra medlemmer i hele landet, der føler sig bekymrede på grund af bilister, der kører for hurtigt lige uden for deres hoveddør.
– I mange landsbyer bor der familier lige ud til landevejen, og for dem er det utrygt at køre ud af indkørslen, når bilerne suser forbi i meget høj fart. Folk færdes jo også på vejen med børn og hunde, og når der ikke er noget fortov mange steder, så går de i vejsiden og bliver skræmt, hver gang en bil drøner forbi tæt på dem. Derfor ville vi ønske, at bilisterne overholdt hastighedsgrænsen, siger Carsten Abild, formand for landsforeningen Landsbyerne i Danmark.