Lyngby: Retten i Lyngby har idømt en håndværker en bøde på 2.000 kr. for flere dage i træk at have ladet sin hund tilbringe dagen i en varebil parkeret i stærkt sollys. Mens manden udførte en arbejdsopgave i Lyngby, lod han således sin hund sidde tilbage i bilen. Hunden havde ikke adgang til frisk drikkevand.
Dyreværnschef Jens Svenningsen fra Dyrenes Beskyttelse modtog nyheden om dommen med glæde.
– Det er glædeligt, at politiet tog sig af sagen, for det sker ikke altid i denne type sager. Og så er det glædeligt, at sagen er endt med en bøde af en størrelse, der kan mærkes, siger han.
Jens Svenningsen noterer sig desuden med tilfredshed, at dommen nu vil danne præcedens i lignende sager.
– Nu kan vi henviser til denne dom, når vi anmelder sådanne sager. Nu ved vi, at der vil blive grebet ind, siger han.
Foruden bøden blev håndværkeren af Retten i Lyngby pålagt at betale sagens omkostninger.