København: Om få måneder får Nørrebro sin helt egen klatrevæg i den nye BaNanna Park. Klatrevæggen opføres af Abekatten Klatrevægge ApS fra Nørresundby som et led i den omfattende områdefornyelse, der i øjeblikket er i gang i kvarteret omkring Mimersgade.
Det første spadestik til BaNanna Park blev taget den 21. august 2009 af teknik- og miljøborgmester i København, Klaus Bondam, og om få dage påbegyndes opførelsen af en 340 m2 stor klatrevæg, der som en anden Triumfbue danner indgangspartiet til parken fra Nannasgade. Hvis alt går planmæssigt vil klatrevæggen stå færdig om få måneder.
Klatrevæggen bliver ikke ’blot’ en klatrevæg på en gavl, men en sportsfacilitet, der er en visuel og spændende skulptur i sig selv, og som passer perfekt ind i det urbane miljø. Området i nærheden af klatrevæggen skal fungere som et sted, hvor folk kan komme for at slappe af, nyde klatringen og den gode atmosfære i parken. Derudover skal området medvirke til at skabe mere liv og aktivitet via sociale fællesskaber og kulturelle arrangementer. Klatrevæggen er åben og tilgængelig for alle, der kunne have lyst til at udfordre sig selv både fysisk og mentalt.
Med en højde på knap 14 meter vil klatrevæggen være udfordrende for klatrere på alle niveauer – lige fra børn og begyndere til mere erfarne klatrere, og det vil være muligt at afholde internationale konkurrencer for den øverste klatreelite.
Klatrevæggen består af to sektioner, der tilsammen danner én stor helhed! Den ene sektion udgør en høj klatrevæg, der er lodret med flere brudte flader. De brudte flader giver en tredimensionel oplevelse, som er klassisk for sportsklatring på klippe. En stor ark danner en port, der fungerer som tag mellem de to sektioner. Taget gør det muligt at benytte klatrevæggen uafhængigt af vejret. Arken forbinder den høje klatrevæg med en såkaldt pillar, der er et 14 meter højt og 2,5 meter bredt tårn med fire sider. Alle sider tilbyder teknisk klatring på alle niveauer. Klatring på en pillar er med til at forstærke den mentale dimission af klatring, idet klatreren føler sig mere eksponeret end på en stor flade.
Klatreportalen udformes med henblik på stor udfordring for klatrerne og lever selvfølgelig op til gældende danske og europæiske standarder og sikkerhedskrav.