20. maj 2024

8.256 trafikanter stoppet i landsdækkende spritkontrol

Hele landet: I sidste uge holdt politiet målrettet spritkontrol over hele landet.

Det resulterede i, at 115 trafikanter måtte lade bilen, motorcyklen eller knallerten stå, efter at de havde blæst alkometeret op over 0,5 promille.

92 af dem kørte bil eller motorcykel, 3 kørte stor knallert, og 20 kørte spirituskørsel på lille knallert. De blev alle 115 sigtet for spirituskørsel.

I alt standsede politiet 8.256 trafikanter og skrev 1.399 lovovertrædelser. Deriblandt var der 28, som ikke måtte køre bil, da de havde fået frakendt kørekortet. 54 havde slet ikke taget et kørekort, og 6 manglede bevis til at køre lille knallert.

Men en del havde også glemt sikkerhedsselen. 549 havde glemt selv at tage en sele på og 18 bilister kan forvente et klip i kørekortet, fordi børn i bilen ikke var spændt fast, som lover ellers kræver.

– rl