Ved 22-tiden i aftes bad DSB om assistance fra politiet da en passager i toget fra Nykøbing F. mod København gik amok og optrådte voldsomt.
Årsagen var, at manden var blevet taget i at rejse uden billet og derfor skulle have en kontrolafgift. Hvilket han tilsyneladende ikke var tilfreds med.
Politiet kørte til stationen i Ringsted, hvor betjente fik kontakt til en 33-årig mand fra Glostrup, som blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, da han havde råbt truende mod den DSB-ansatte, ligesom han havde sparket til borde, stole og ruder i det fyldte tog.