Supersygehus bliver en milliard kroner dyrere – og forsinket

Budgettet for opførelsen af Nyt Hospital Nordsjælland i Hillerød står til at overskride det oprindelige skøn med op til én milliard kroner.

Det fremgår af en orientering, som Forretningsudvalget i Region Hovedstaden modtager tirsdag den 10. juni. Årsagen til overskridelsen er primært prisstigninger på byggematerialer og stigende lønninger i byggebranchen.

Indflytningen i det nye hospital, der oprindeligt var planlagt til årsskiftet 2027, er desuden udskudt til sensommeren samme år. Forsinkelsen skyldes blandt andet mangel på kvalificeret arbejdskraft samt ændringer i myndigheders praksis for godkendelse af brandsikring.

Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) udtrykker stor frustration over situationen:
– Det er virkeligt frustrerende, at vi endnu engang står i en situation, hvor byggeriet bliver dyrere end forventet. Selvom det skyldes udefrakommende omstændigheder, får vi stadig en stor opgave med at finde pengene i et i forvejen ekstremt presset anlægsbudget, siger han.

Også forsinkelsen vækker bekymring hos formanden:
– Selvom det kun er lidt over et halvt år, betyder det jo, at patienter og medarbejdere skal vente endnu længere på at tage det nye hospital i brug – det er enormt ærgerligt.

Ifølge Mogens Kornbo, direktør i Region Hovedstadens Center for Ejendomme, har prisudviklingen i byggesektoren været kraftig de seneste år. Materialer som kobber og teknisk isolering er steget henholdsvis 29 procent og over 50 procent siden 2022. Samtidig er der stor efterspørgsel på arbejdskraft fra blandt andre Novo Nordisk og Fujifilm, hvilket presser lønningerne op.

Hospitalsdirektør Eva Zeuthen Bentsen peger på, at de eksisterende rammer i Hillerød ikke er optimale og ser frem til det nye hospital, trods forsinkelsen:
– Jeg ville ønske, at vi kunne give patienterne nogle bedre rammer i dag. De gamle bygninger i Hillerød er ikke optimale for vores arbejdsmiljø, så vi glæder os meget til at flytte.

De økonomiske udfordringer er endnu ikke endeligt opgjort, og der er endnu ikke truffet beslutning om, hvordan merudgifterne skal dækkes. Region Hovedstaden følger udviklingen tæt og vil fortsætte med at orientere om projektets fremdrift.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.