Erhvervsskolerne på Sjælland har både oplevet stigning og fald i antallet af lærlinge.
– Vi har mange lærlinge på de fire skoler, og vi skal blive ved med at tiltrække unge til håndværksfaget, siger formand for Dansk Byggeri Sjælland Jesper Toftebjerg Andersen
Den nyeste opgørelse fra undervisningsministeriet viser stor fremgang på én sjællandsk skole og lidt tilbagegang for de tre øvrige skoler. Roskilde Tekniske Skole er gået fra 315 uddannelsesaftaler i 2016 til 430 aftaler i 2017, altså en fremgang på 115 elever. De tre øvrige skoler: EUC Sjælland og Holbæk samt Selandia har samlet oplevet en tilbagegang på 79 uddannelsesaftaler.
Antallet af lærlinge i skolepraktik er faldet fra 165 i 2016 til 115 i 2017. Altså 32 færre svarende til et fald på 24 procent.
Håber på flere aftaler næste år
Jesper Toftebjerg Andersen glæder sig over, at der på de sjællandske skoler uddannes rigtig mange lærlinge. Det samlede antal uddannelseskontrakter i 2017 er 1047. Og han glæder sig over, at antallet af lærlinge i skolepraktik er faldet.
– Vi får brug for håndværkere i de kommende år, hvor mange ældre svende siger farvel til faget. Det går heldigvis den rigtige vej med skolepraktikken, siger Jesper Toftebjerg Andersen og fortsætter:
– Dansk Byggeri sender her i starten af december et brev ud til medlemmerne med opfordring til at tage endnu flere lærlinge, så jeg er optimistisk i forhold til fremtiden. Jeg tror, at opgaven i de kommende år i højere grad kommer til at handle om at få flere til at tage en håndværkeruddannelse.
Fremgang på landsplan
På landsplan er der fremgang at spore, om end der er store regionale forskelle.
Opgørelsen dækker Dansk Byggeris fag i perioden januar-september. Der er på landsplan indgået godt 6.200 uddannelsesaftaler i bygge- og anlægsbranchen i årets første ni måneder, mens det tilsvarende tal sidste år var knap 5.500 uddannelsesaftaler.