Voldsom brand i villa – én person lettere tilskadekommet

Lørdag kl. 15.18 modtog politi og brandvæsen en melding om brand i en villa på Solbakkevej i Svinninge ved Holbæk. Da indsatsstyrkerne ankom, stod flammer ud gennem både tag og vinduer, og ilden havde hurtigt fået fat i bygningen.

En mandlig beboer kom lettere til skade i branden og blev tilset i ambulance. Der var ingen andre personer i huset på brandtidspunktet.

På grund af kraftig røg blev beboere i området omkring Solbakkevej, Salager og Helsevej bedt om at blive indendørs og holde døre og vinduer lukkede. Kl. 17.17 kunne brandvæsnet melde, at situationen var under kontrol, og området igen sikkert at færdes i.

Politiet har optaget rapport om branden, som muligvis opstod, da en brødrister fik fat i et gardin. Villaens østlige del udbrændte, mens resten af huset fik omfattende røg- og sodskader.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.