Videnskabsminister Helge Sander vil ikke sælge ejendommen på Jagtvej 155D. Foto: Hans Juhl |
Videnskabsministeren mener overborgmesteren skubber ansvaret over på andre
Videnskabsminister Helge Sander afviser at ejendommen på Jagtvej 155D der har været foreslået som alternativ til Ungdomshuset på samme vej, er til salg.
– Tværtimod er den en helt central brik i en sjælden udbygningsmulighed for Københavns Universitet, siger Helge Sander.
Videnskabsministeren mener endvidere at Overborgmester Ritt Bjerregaard forsøger at skubbe andsvaret for en løsning af problemerne med ungdomshuset over på andre.
– Inden for få uger har Ritt Bjerregaard i medierne stort set solgt ejendomme, der ikke er hendes. Derfor synes jeg ærlig talt, at hun skulle tage arbejdstøjet på og ikke være så optaget af at komme i medierne med såkaldte løsningsforslag, som pudsigt nok ikke tager udgangspunkt i kommunale ejendomme eller reelle forhandlingsresultater med de unge, siger Helge Sander.
– rl