En 51-årig mand Sjællands Odde var så kraftigt påvirket af alkohol, at politiet onsdag eftermiddag beslaglagde hans bil efter reglerne om vanvidskørsel.
Det hele startede, da en af politiets civile patruljebiler kort før klokken 13.30 blev overhalet af en personbil på Holbækmotorvejen i østgående retning ved afkørsel 19 Holbæk C. Det skete med en noget højere hastighed end tilladt.
Kort efter standsede patruljen bilen for at lave en kontrol af føreren og køretøjet samt give en påtale af den lidt for hurtige kørsel.
Bag rattet i bilen sad en 51-årig mand fra Sjællands Odde, som blev skønnet kraftigt påvirket af spiritus under kørslen. En vejledende alkometertest bekræftede mistanken så meget, at politiet kunne mistænke bilisten for at have kørt vanvidskørsel, idet alkometertesten gav udslag for en alkoholkoncentration i blodet på over to promille.
Den 51-årige blev sigtet for spirituskørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Da politiet gjorde den 51-årige bekendt med, at hans personbil ville blive beslaglagt efter reglerne om vanvidskørsel, protesterede han og ønskede beslaglæggelsen forelagt for en dommer, som nu skal se nærmere på grundlaget herfor.
Personbilen blev dog alligevel beslaglagt og transporteret til et opbevaringssted, mens politiet afventer dels dommerens afgørelse om beslaglæggelsen, dels analyseerklæringen fra den udtagne blodprøve.