Mandag klokken 17.41 blev politiet kaldt til Slagelsevej i Næstved, hvor der var udbrudt brand i en Opel, der holdt i en hæk.
Vidner på stedet fortalte til politiet, at bilens fører havde kørt på fortovet og tilsyneladende forsøgte at ramme en 25-årig mand, der gik på stedet. Bilen ramte en postkasse og standsede i hækken, mens føreren stak af i retning mod byen.
Bilen var ikke indregistreret, og den nummerplade, der sad på, var meldt stjålet.
Brandvæsenet fik slukket ilden, og den 25-årige blev kørt til sygehuset i Slagelse til kontrol for sine knubs.
Politiet efterforsker nu sagen for at klarlægge de nærmere omstændigheder og baggrunden.