To mænd blev lørdag aften anholdt på en adresse uden for Næstved og sigtet for et indbrud, der var blevet begået i et værksted på Pederstrupvej ved Pederstrup på et tidspunkt fra fredag eftermiddag til lørdag middag.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser, at tyvene havde forceret et hegn og skubbet en rude ind til værkstedet, hvor der blev opbevaret forskelligt håndværktøj og flere knallerter.
Politiets efterforskning førte frem til de to mænd, en 20-årig fra Næstved og en 19-årig fra Ishøj, og det viste sig, at den 20-årige havde sat flere dele af det stjålne værktøj til salg på Facebook – og at det allerede havde fundet købere.
De to anholdte blev taget med til politistationen i Næstved, hvor de blev afhørt, inden de blev løsladt igen sent lørdag aften.
En del af elværktøjet var blevet solgt til en 31-årig mand fra Rønnede, og han blev lørdag eftermiddag sigtet for hæleri.