Slagelse: En 27-årig mand blev mandag snuppet med stjålne kreditkort.
Det var en opmærksom Slagelseborger, som mandag eftermiddag observerede, at en mand stod og kikkede ind ad vinduet i et kolonihavehus i Haveforeningen Østervang på Holbækvej i Slagelse.
Borgeren alarmerede politiet, og to betjente med hunde var kort efter på stedet.
En politihund fangede manden – en 27-årig mand uden fast bopæl – og passede godt på ham til betjentene nåede frem. De kunne konstatere, at manden bar rundt på tre stjålne kreditkort, der stammede fra et indbrud i Næstved den 25. februar.
Den manden blev fremstillet i retten i grundlovsforhør tirsdag, hvor han forklarede, at han havde haft til hensigt at stjæle spiritus for selv at drikke det.
Han indrømmede indbruddet i Næstved, som han havde lavet for at skaffe penge til betaling af en spillegæld.
Han bedyrede, at han ikke havde lavet andet, siden han den 20. januar i år blev dømt ved retten på Frederiksberg for 11 butikstyverier af professionelt tilsnit. Han fik dengang tre måneders fængsel, som han endnu ikke har afsonet.
Dommeren idømte ham tirsdag en straks-dom tre måneder mere, så han kan se frem til at skulle afsone seks måneders fængsel.
Han blev løsladt efter dommen.