Høng: En 84-årig mand blev i går udsat for tricktyveri i sit hjem i Monrads Have i Høng.
Ved 17.30-tiden blev han opsøgt af to kvinder og en mand, som på gebrokkent dansk bad om vand til en lille hund, de medbragte.
Den venlige 84-årige bød de tre ind og fandt vand frem til hunden. Men inden den fik lov til at drikke, forlod de tre boligen igen. Den 84-årige opdagede herefter, at der manglede penge fra hans pung.
Han beskrev de tre som: ca. 25 år, kvinderne havde skulderlangt hår, mens manden havde sort, kort hår.
Lokalpolitiet i Kalundborg hører gerne fra vidner, som har oplysninger i sagen. Politiet kan kontaktes på telefon 114.