Stubbekøbing: Tre sortklædte mænd røvede klokken 21.41 i aftes en spillehal i Vestergade i Stubbekøbing.
Røverne kom ind i spillehallen og truede personalet med en pistol og stjal derefter kassebeholdningen og to mobiltelefoner, inden de stak af igen.
Klokken 23.05 bemærkede en politipatrulje en ældre Opel, der holdt halvvejs oppe på fortovet ved Pomonavej i Stubbekøbing.
Der var tre personer ved bilen, som umiddelbart svarede til signalementet af røverne.
Alle tre blev anholdt og sigtet for røveri, og de blev taget med til politistationen i Nykøbing.
Der er tale om tre 19-årige fyre fra lokalområdet, og de skal nu afhøres nærmere af politiet.