En 39-årig kvinde anmeldte mandag aften, at hun og en 48-årig mand blev overfaldet under en trafikal konfrontation på Kystvejen i Strøby på Stevns.
Ifølge kvinden blev deres bil forfulgt af en anden bil, der kørte tæt bagved og blinkede med fjernlyset. Parret valgte at standse og tage kontakt til føreren af den bagvedkørende bil. Mødet udviklede sig voldeligt, da den 48-årige mand uden nærmere kendt anledning blev skubbet og tildelt flere slag og spark af de to mænd i den anden bil.
Da den 39-årige kvinde forsøgte at gribe ind, blev hun sparket i maven. De to gerningsmænd kørte derefter fra stedet. Politiet ledte efter bilen i området, men uden resultat.




