Toiletter på 17 københavnske skoler bliver nu renoveret

Et enigt Børne- og Ungdomsudvalg i Københavns Kommune har onsdag besluttet at renovere toiletforholdene på 17 folkeskoler i perioden 2026–2029. Beslutningen er en del af udmøntningen af budget 2026 og skal sikre, at skolernes toiletter lever op til kravene i funktionsprogrammet for nye skoler.

I alt er der i budgettet afsat 80 millioner kroner til forbedring af skoletoiletterne. Heraf går 57,7 millioner kroner til selve renoveringsarbejdet, mens 22,3 millioner kroner er øremærket til undervisningsforløb, soignering og øget rengøring. Midlerne fordeles over fire år med start i 2026.

Ifølge børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (C) er ordentlige toiletforhold en forudsætning for børns trivsel og hverdag. Borgmesteren understreger, at første skridt bliver at renovere de eksisterende toiletter, hvorefter der skal findes midler til at etablere flere toiletter, hvor der stadig er mangel.

Udvalget har valgt at prioritere renovering frem for nybyggeri for at få mest muligt ud af midlerne.

De 17 skoler, som får renoveret toiletterne, er:
Bavnehøj Skole, Øster Farimagsgades Skole, Den Classenske Legatskole, Valby Skole, Sølvgades Skole, Gerbrand Skole, Husum Skole, Vesterbro Ny Skole, Højdevangens Skole, Langelinieskolen, Lergravsparkens Skole, Nyboder Skole, Nørrebro Park Skole, Amager Fælled Skole, Kirsebærhavens Skole, Lykkebo Skole og Christianshavns Skole.

I forvejen er der i budget 2024 afsat 50 millioner kroner til renovering af toiletter på 15 skoler med de dårligste forhold. Dertil kommer 7,1 millioner kroner til forbedringer på Rådmandsgade Skole.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.