Ishøj: En 30-årig mand fra Brøndby Strand er blevet anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse.
Den 30-årige er sigtet for blufærdighedskrænkelse mod en kvindelig ansat i en svømmehal i Ishøj i mandags.
Ifølge Københavns Vestegns Politi spærrede den 30-årige vejen for den kvindelige ansatte og bad hende give ham et kys. Det ville hun ikke. Han befølte hende på brysterne to gange, inden hun fik skubbet ham væk.
Politiet blev tilkaldt og kunne anholde den 30-årige mand, som stadig var i svømmehallen. Han blev kørt til afhøring på politigården i Albertslund. Efter afhøringen blev han løsladt.