Hvidovre: Der gik 10 timer fra en 30-årig mand fra Glostrup var anholdt til han blev dømt og fængslet i en sag om narkosalg.
Natten til fredag standsede en politipatrulje en personbil, som kørte alt for hurtigt på Avedøre Havnevej umiddelbart før krydset med Biblioteksvej i Hvidovre.
I bilen sad to personer – føreren, den 30-årige mand fra Glostrup, og en passager – en 29-årig mand fra Hvidovre. Betjentene mente, at de to mænd viste tydelige tegn på at være påvirkede af euforiserende stoffer. Bilen blev ransaget og under ransagningen blev der fundet knap 100 g hash under passagersædet.
Senere samme nat blev der hos den 30-årige fører fundet ca. 845 g amfetamin og 40 g hash. Han blev anholdt og bragt til politigården i Albertslund.
Fredag eftermiddag blev den 30-årige fremstillet i Grundlovsforhør ved Glostrup Ret. Her blev han idømt to år og seks måneders ubetinget fængsel for at have besiddet 845 g amfetamin, der skulle leveres videre til en egentlig sælger, og for at have ligget inde med godt 30 g hash til eget forbrug.
Seks af fængselsstraffens måneder var en reststraf fra en narkodom i august sidste år.
Den 30-årige modtog dommen og blev sendt direkte til afsoning.
Den 29-årige er fortsat sigtet i sagen for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og kan nu forvente et efterspil.