En anmeldelse om en mand bevæbnet med en lang kniv, som gik og talte højlydt med sig selv og virkede utryghedsskabede, fik tirsdag eftermiddag politiet til at sætte en større aktion i værk
Politiet modtog anmeldelsen klokken 17.16 og sendte flere patruljer ud til Ejby-området ved Kirke Hyllinge i Hornsherred, hvor manden var blevet set.
Politiet fik kortvarigt kontakt til en 38-årig fra Kirke Hyllinge, der opholdt sig ved en adresse i området. Han havde stadig en lang kniv i hånden og truede med, at han ville gøre skade på politipersonalet, såfremt politiet kom nærmere. Herefter gik han ind på adressen, mens politiet afspærrede området, så manden ikke kunne være til fare for andre.
I de næste timer forsøgte politiet at få kontakt til den 38-årige, der stadig opholdt på adressen.
Først omkring kl. 20.45 lykkedes det at få kontakt til manden igen, da han frivilligt kom ud fra adressen. Han blev herefter udramatisk anholdt,.
I forbindelse med visitationen blev han fundet i besidelse af godt 23 gram amfetamin.
Han blev herefter transporteret til politistationen i Roskilde, hvor den den fortsatte sagbehandling foregik.
Da politiet efterfølgende ransagede den adresse hvor den 38-årige havde opholdt sig, fandt man den lange kniv, som han havde gået rundt med. Kniven havde en bladlængde på 30 cm.
De ulovlige effekter blev beslaglagt som beviser i de sager, som den 38-årige kan mistænkes for at have overtrådt.
I forbindelse med indsatsen i Ejby fik politiet assistance fra det lokale redningsberedskab og Beredskabsstyrelsen, som derfor også var til stede i området.
Den anholdte, 38-årige mand blev sigtet for trusler mod politiet, overtrædelse af knivloven samt overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, inden han efter afhøring til sagerne og efter en nærmere vurdering af de konkrete omstændigheder i sagen blev løsladt i løbet af natten.
Manden er fortsat sigtet i sagerne, som vil blive afgjort i retten på et senere tidspunkt.