Tirsdag aften gik en patrulje fra politiets forebyggelsesafdeling en tur på biblioteket i Solrød Center, hvor politiet i børneafdelingen traf en gruppe unge.
Der var tale om seks teenagedrenge i alderen 13-18 år fra Solrød Strand, Havdrup og Karise.
Ved deres opholdssted var flere ting smidt rundt, ligesom der var snus og spytklatter på gulvet.
De unge blev sat til rydde op, selv om de bedyrede, at de ikke var årsagen til roderiet. Herefter tog politiet en præventiv samtale med dem, inden de blev bortvist fra biblioteket og henvist til et andet sted at forsamles.
Ingen blev sigtet for noget, oplyser politiet.