Sorø: Retten i Næstved har i dag afsagt dom i sagen mod saftproducenten Sunprojuice i Sorø og firmaets tidligere direktør.
Selskabet blev idømt en bøde på 6 mio. kroner, hvilket retten vurderede, var den opnåede besparelse ved at fortynde saften med billigere saft.
Retten valgte derudover at konfiskere 5 mio. kroner hos selskabet. Selskabet havde betalt ca. 1 mio. kroner tilbage til nogle af sine kunder, da det kom frem, at safterne var fortyndede, hvilket medførte, at konfiskationen blev nedsat fra 6 til 5 mio. kroner.
Den tidligere direktør i selskabet fik 4 måneders betinget fængsel, da han var ansvarlig for, at selskabet solgte fortyndede varer til deres kunder, uden at kunderne var vidende om det.
Sagen handler om, at Sunprojuice har solgt en række saftkoncentrater i perioden 2004 til februar 2008, som var blandet op med blandt andet billigere æblesaftkoncentrater, hvilket man ikke fortalte kunderne.
Kunderne har brugt saftkoncentraterne til forskellige formål blandt andet videresalg direkte til forbrugere fx i saft og marmelade. På grund af de manglende oplysninger fra selskabet og dets direktør har kunderne ikke kunnet udfylde varedeklarationerne korrekt, og dermed ikke kunnet oplyse forbrugerne om, at der var fx æblesaft i tranebærsaften. Ved at blande saftkoncentraterne med billigere saftkoncentrater, har selskabet efter rettens opfattelse sparet 6 mio. kroner i produktionsomkostninger, hvilket er det beløb, som er blevet lagt til grund for udmåling af bødestraffen og konfiskationen.
Tilfreds anklager
– Vi er meget tilfredse med dommen. Den er i overensstemmelse med den måde, vi havde vurderet sagen på. Derudover mener vi, at det er et korrekt signal at sende til fødevarevirksomheder, at selvom deres produkter ikke er sundhedsskadelige, vil det fortsat kunne straffes mærkbart, siger anklager Rashid F. Elkott.