København: Foreningen Far i København rådgiver markant flere enlige fædre sammenlignet med for et par år siden. .
Skilsmissefædre i København kræver i stigende grad at være sammen med deres børn og at være sidestillede med mødrene. Foreningen Far, der rådgiver skilsmissefædre i forældresager, oplever, at flere og flere fædre henvender sig personligt for at få rådgivning.
Stigning på 25 procent
– I 2008 henvendte ca. 3.000 fædre sig hos os for at få rådgivning i hele Danmark. I 2009 steg tallet til 4.000, og indenfor det seneste år er tallet steget til ca. 5.000. Samtidig er antallet af betalende medlemmer steget fra ca. 1.200 i 2008 til over 1.500 medlemmer i øjeblikket. Fædrene kommer for at få hjælp af vores rådgivere til at se på deres sag og til at skabe et overblik over, hvordan de øger mulighederne for at være mere sammen med deres børn, siger Jesper Lohse, talsmand hos Foreningen Far.
Mere tid
Hos Ret&Råd, der rådgiver mange skilsmissefædre i København, er der ingen tvivl om, at den øgede aktivitet skyldes, at danske fædre tager markant mere ansvar i forhold til tidligere og ikke vil afskrive samværet med deres børn.
– Forældreansvarsloven har givet fædrene mulighed for at se deres børn mere, fordi forældrene i dag selv skal finde en deleordning. Men herudover ser vi, at mændene er kommet meget mere på banen og tager synligt mere ansvar for sig selv og børnene. Markant flere kræver ganske enkelt at have samme vilkår som mødrene. Tidligere affandt mange sig med, at det var ok, at mødrene havde børnene mest, men sådan er det bestemt ikke mere. De er klar til at kæmpe deres sag i statsforvaltningen og gennem en advokat, siger direktør hos Ret&Råd, Casper Hauberg Grønnegaard.
Tager personlig kontakt
Foreningen Far har rådgivning i København samt ni andre byer. Langt de fleste henvendelser sker ved personligt fremmøde, forklarer foreningen.
– Der er tale om dedikerede fædre, der virkelig vil deres børn og derfor aktivt søger rådgivning for at kæmpe for deres ret. Ud over at give dem juridisk rådgivning og øse af vores erfaringer med administrative procedurer i statsforvaltningen tjener vi også som en slags psykologisk aflastning. Sagerne er ofte måneder om at blive behandlet i statsforvaltningen. Det kan være en meget opslidende proces, siger Jesper Lohse.