Seks unge i alderen 16 til 18 år blev fredag idømt fængselsstraffe for flere røverier og tilfælde af vold.
Dommen faldt fredag i Københavns Byret.
Røverierne fandt sted i København i løbet af november 2021, og de forurettede var andre unge, som enten blev udsat for vold eller truet med vold til at udlevere deres værdigenstande eller tøj. Begge tilfælde af vold blev optaget på video, og den ene video blev delt på sociale medier.
Både volden og røverierne blev udført i forskellige konstellationer og sammen med andre gerningsmænd, hvis sager behandles i Ungdomskriminalitetsnævnet, da de var under 15 år på gerningstidspunktet.
De unge blev idømt straffe på mellem ni måneders fængsel og op til et år og tre måneders fængsel. Desiden blev en af de dømte, en nu 18-årig mand, uvist af landet.
-Det er nogle meget grove sager, som de tiltalte er blevet dømt i. Det har krævet meget af de forurettede at stå frem, og jeg er godt tilfreds med de straffe, som retten i dag er nået frem til, siger anklager Camilla Due Shafer fra Københavns Politi.
Nogle af de tiltalte modtog dommen, andre udbad sig betænkningstid.