Seks personer er blevet varetægtsfængslet i en sag om drab på en 32-årig mand i Tingbjerg.
Drabet fandt sted søndag den 20. juli om aftenen, hvor en gerningsmand affyrede flere skud mod en gruppe mænd på Ruten i Tingbjerg. En 32-årig mand blev dræbt, mens to andre mænd på 21 og 22 år blev såret af skud.
Onsdag anholdt politiet ni mænd i alderen 21 til 38 år i en koordineret aktion på baggrund af en intensiv efterforskning, der har været koncentreret om det københavnske bandemiljø. Ifølge politiet er hovedparten af de anholdte er således bandemedlemmer.
I forlængelse af anholdelserne har Københavns Politi gennemført ransagninger på en række adresser i Hovedstadsområdet og har beslaglagt en række effekter, der kan have relevans for efterforskningen.
Seks mænd varetægtsfængslet
De ni anholdte blev torsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg, sigtet for medvirken til drab og drabsforsøg. Grundlovsforhøret blev holdt bag lukkede døre og varede til sent torsdag aften.
Retten valgte af varetægtsfængsle seks af de anholdte. De tre andre er dog fortsat sigtet i sagen. De nægter sig alle skyldige.
Flere anholdelser i vente
De anholdte er ikke sigtet for selve drabet, og politiet udelukker ikke, at der kan komme flere anholdelser i sagen.
-”Vi er nu kommet så langt i efterforskningen, at vi mener, der er en begrundet mistanke om, at de anholdte har medvirket til drabet. Vi skal nu forsøge at klarlægge, præcis hvilke roller de hver især har spillet, og vi kan ikke afvise, at der vil ske flere anholdelser, når vi kommer længere i efterforskningen,” siger vicepolitiinspektør Knud Hvass.
Vidner har beskrevet gerningsmanden som 170-180 centimeter høj og iført sort tøj og hættetrøje. Han havde muligvis trukket en bandana eller halsedisse op foran ansigtet. Han kørte til og fra stedet på en grøn elcykel med et sort batteri foran.




