I aften fejrer Satudarah MC åbningen af et nyt chapter og det har fået Københavns Vestegns Politi har oprettet visitationszone i dele af Brøndby Kommune i området omkring Lynggården.
Det nye chapter (afdeling -red.) har fået navnet District 26.
Ifølge Københavns Vestegns Politi er der erfaring for, at der ved sådanne begivenheder ofte bliver truffet personer med våben og derfor har politiet oprettet visitationszone i området afgrænset af vejene Park Allé mod nord, Søndre Ringvej mod øst, Vallensbækvej mod syd og Vallensbæk Torvevej mod vest.
I en visitationszone kan politiet stikprøvevist visitere personer, køretøjer, tøj og genstande for at kontrollere, om nogen besidder eller bærer våben.
Visitationszonen gælder frem til søndag kl. 12.00.