København: Det svenske ambulanceselskab Samariten Ambulans AB skal heller ikke køre ambulancer i København.
På et møde i dag i Region Hovedstadens forretningsudvalg, blev det besluttet, at man vil løse Samariten fra det bud, som selskabet gav på ambulancekørslen i København.
Samariten havde afgivet det biligste tilbud og dermed vundet over den nuværende aktør, Københavns Brandvæsen. Men nu vil Region Hovedstaden have Københavns Brandvæsen til at overtage de fire beredskaber, som Samariten ellers skulle havde kørt.
Regionsformand Vibeke Storm Rasmussen (S) ser nu frem til, at der bliver skabt klarhed om sagen.
– Det overordnede hensyn er, at vi får et sikkert og godt beredskab, og det ønsker vi politikere ikke at gå på kompromis med. Samariten har bedt om at blive løst fra deres bud på de fire beredskaber. Akutberedskabet er utrolig vigtigt for borgerne og en vigtig samfundsopgave. Derfor ønsker vi i forretningsudvalget nu en afklaring, siger Vibeke Storm Rasmussen (S).
I går meddelte Region Sjælland at man havde modtaget et brev fra Samariten Ambulans AB, som bad om at blive løst fra sin aftale om ambulancekørsel med regionen. I december opgav firmaet at køre ambulancer i Midtjylland.
– ms