Holbæk: En 21-årig mand meldte sig selv søndag aften til politiet, et halvt døgn efter, at han havde begået røveri mod Shell-tanken på Valdemar Sejrsvej.
Den 21-årige kom klokken 08.15 om morgenen ind på forretningen, hvor han med en kniv truede sig til ca. 500 kroner, hvorefter han løb fra stedet.
Røveriet var blevet filmet på overvågningskameraer i forretningen, men på trods af en eftesøgning i området, lykkedes det ikke politiet at finde ham.
Men kort før klokken 23, dukkede manden op på politistationen i Roskilde, hvor han meldte sig selv. Den 21-årige blev anholdt og afhørt.
Politiet anser sagen som opklaret.
– ms