Rockerborg på Østerbro var en and

København: Borgerne på Østerbro har ikke noget at frygte, vurderer politiet.

I sommer var der meget snak om en kommende rockerborg i københavner-bydelen Østerbro. Men det var formentlig et mediestunt, siger politiet.

På Østerbro er borgerne rene og pæne. Politikere, skuespiller og kendisser elsker søerne og de dyre butikker. Og sådan bliver det formentlig ved med at være.

Helle Thorning-Schmidt og Co. får nemlig formentlig ikke nye barske naboer i form af Hells Angels.

“Kommer snart!” står der ellers på rockerbanden HA hjemmeside, når man klikken sig ind på ‘Copenhagen East’.

Men politiet regner hele snakken om en kommende rockerborg på det mondæne Østerbro som et regulært mediestunt fra rockernes side.

– Jeg betragter hele snakken om en rockerborg her på Østerbro som en avis-and. Vi har undersøgt flere af de steder, der har været fremme som mulige tilholdssteder i medierne. Det har bestemt ikke båret frugt, siger Mogens Jensen, der er daglig leder af lokalpolitiet på Østerbro, til Nyhedsbureauet Newspaq.

Flere bekymrede borgere har henvendt sig til lokalpolitiet, og rygterne har sviret om, hvor en rockerborg kunne ligge.

Og lokalbetjenten fremhæver da også to konkrete adresser på Rosenvængets Allé og Østbanegade, som politiet har undersøgt nærmere, men ingen af stederne – en villa og et kælderlokale – er altså egnet.

– Hvis jeg skulle købe en rockerborg, så ville jeg da have frit udsyn, så folk ikke kan komme helt tæt på. Det er dér ingen af stederne, der har, slår Jensen fast.

I NEC (Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter), der koordinerer indsatsen mod banderne, herunder HA, betragter man også Østerbro-afdelingen som et pr-stunt.

-Det her chapter (rockernes egen betegnelse for en afdeling, red.) er mest af alt slået op, for at skabe opmærksomhed i pressen. Men vi følger naturligvis med i udviklingen, siger leder af NEC, Kim Kliver til Newspaq.

– Spørg HA, hvor den ér. Men jeg tror ikke, de vil kunne fortælle dig nogen lokalitet, siger han videre.

Brian Sandberg, der i medierne er blevet fremhævet som afdelingens leder, blev mandag aften forsøgt skudt på en sushibar i Hellerup.

Sandberg har tidligere udtalt, at borgen på Østerbro bl.a. skal huse støttegruppe AK81, der har trukket flere medlemmer til HA.

Newspaq har uden held forsøgt at få svar på politiets vurdering fra Hells Angels.

One thought on “Rockerborg på Østerbro var en and

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.